Bliv medlem af Racing Club på Fyn
For et engangsbeløb i 2023 på 500 kroner i Racing Club på Fyn får man andel i to galopheste.

Racing Club vil have to heste, Børge og Loadline, der begge trænes af Jette Mose Hansen.
”Jette har stillet hestene til rådighed for Racing Club på Fyn, fortæller Marianne Lohmann, der administrator i anpartstalden.
-Vi har hverken købt eller lejet hestene. Hver gang de starter, trækker vi lod blandt medlemmerne, om at være hesteejer for en dag, forklarer Marianne Lohmann.
Den heldige vinder får minimum udbetalt årets kontingent på 500 kr. Afhængig af hestens præstation på dagen kan der komme mere til.
Ved 1. plads – 2.000 kr. / Ved 2. plads – 1.000 kr. / Ved 3. plads – 750 kr.
”Jette Mose Hansen bor ikke længere på Fyn, men hun har stadigvæk licensen i Odense og bruger også banen til træning, beretter Marianne Lohmann.
Børge er det såkaldte sikre kort af de to heste. Den har startet 11 gange i år, og den har været i pengene ved samtlige 11 lejligheder.
”Racing Club på Fyn har eksisteret i mange år, senest i 2022, hvor vi udelukkende havde Loadline. Den fungerede desværre ikke, så Jette har derfor indsat Børge, og så prøver vi en gang til med Loadline, oplyser Marianne Lohmann.
Medlemmerne af Racing Club Fyn har fri entre til galopdagene i Odense i 2023.