Blød bane gav ikke store overraskelser
På den næstsidste løbsdag på Klampenborg var banen ikke overraskende blød, og det kunne have givet overraskelser.
![](https://i0.wp.com/galopservice.dk/wp-content/uploads/GINMANN_S2_9182.png?resize=400%2C264&ssl=1)
Lørdagens største overraskelse var den tidligere unghestestjerne, Ginmann, der virkelig har fået nyt liv efter den blev solgt den svenske træner Tobias Hellgren i slutningen af 2020
Ginmann (Fast Company) med Anna Pilroth var ikke tillagt de store sejrschancer i eftermiddagens 6. løb for Klasse 2-heste.
Som 3-åring var Ginmann kendt for ofte at lægge nogle længder bag feltet og afslutte på forrygende vis.
Som ældre har den fået mere fart i hovene fra start og var med feltet rundt i opløbssvinget for tidligt at gå i spids ind i opløbet.
Udvendigt blev Ginmann angrebet af Ravaillac med Martin Rodriguez, der en overgang så ud til at have overtaget, men Ginmann kom tilbage og trak sig ud af den tætte opløbskamp som vinder med hoved.
Ginmann var løbets mindst spillede hest – det betød dog ikke noget fantasiodds, men blot et vinderodds på 12.57, der blev dagens højeste.
For Anna Pilroth og Tobias Hellgren var det den første af to dagsejre – den anden kom i det efterfølgende løb med Linda Lou (Swipe).
Yderligere to jockeys dobbeltsejrede.
Andreas Tapia Dalbark vandt med Sandie Kjærs Royal Dane (Wilshire Boulevard) og Inge Mette Dejgaards Never Gone (No Nay Never) og lærlingen Mathilde Lund Johansen hjemførte en double på Pia Larsen Jensens I See Fire (Mutajally) og Torbjörn Nobles Philiango (Philomatheia).