Dansk sejr til 600.000 kr. på Jägersro
Danskejede Bullof Wall Street redet af Rafael de Oliveira overlegen i Voterlöpning på Jägersro Galopp søndag eftermiddag.
Der var ikke den store tiltro til The JC Organisations fukse hingst, Bullof Wall Street (Tapizar) med Rafael de Oliveira i det traditionsrige Voterlöpning over 1730 meter, men det skulle vise sig, at Niels Petersen og hans stab havde hesten klar til dagen.
Bullof Wall Street- spillet til 18 gange pengene – var godt afsted fra start og fik spids.
Rundt i opløbssvinget havde tre heste skilt sig klart ud i det lille felt på syv – det var udover førende Bullof Wall Street, favoritterne Nocentsinkentucky med Elione Chaves og Yoker med Jacob Johansen.
I begyndelsen af opløbet så det ud til at Nocentsinkentucky skulle gå forbi, men så svarede Bullof Wall Street og trak til overlegen sejr. En sejr der var 600.000 kroner værd.
-Jeg vidste han var god, men troede ikke på sejr, sagde Niels Petersen efter sejren.
-Det var jo lidt spændende at sende ham til start hernede på Jägersro, hvor han tidligere har været trænet og voldt lidt problemer, men han var meget fin i dag, og måden han vandt på, gør at jeg tror at han ikke får problemer med distancen i Svenskt Derby, så det bliver nok næste opgave, sagde Niels Petersen.
Bullof Wall Street var som 2-åring og indtil for nogle måneder siden trænet af Francisco Castro.
Efter et ophold i Dubai uden succes blev den skiftet til Niels Petersen.
Den fukse hingst blev købt til Danmark på Goffs Orby Sale som åring for 75.000 Euro.
Løbets anden danske deltager, Lars Kelp-trænede General de Vega med Nikolaj Stott fik et skrub rundt i første sving og faldt derved tilbage som sidste hest. Den sluttede på en femteplads og fik 60.000 kroner i præmie.