Derbyfavorit kastreret
Starten i Dansk Derby 2022 blev sidste start i år for totalisatorfavoritten Charming Knight, der nu bliver kastreret

”Charming Knight var ganske vist perfekt i en canter her til morgen, men vi har besluttet at lukke ned for løbene i år, siger træneren Brian Wilson.
”Vi tog ham ud af Dansk St. Leger efter Dansk Derby. Nu vil vi i stedet kastrere ham, og give ham en god pause så vi forhåbentlig får en god fireåring ud af ham næste år, sigerBrian Wilson.
Alt var jubeldansk for nogle måneder siden, da Charming Knight blev klassisk vinder med triumfen i Dansk 2000 Guineas.
Siden startede han som gigantfavorit i Derby Trial Stakes uden at være i nærheden af sejren.
”Han blev medicineret efter den start. Vi troede, der var styr på det inden Dansk Derby, men det var ikke tilfældet. Der sad stadigvæk noget i ham i kroppen, som ikke skulle være der, forklarer Brian Wilson.
Charming Knight har bare startet syv gange i sit unge liv med fire sejre og 86 som nuværende tal, to kilo under dens maksimum indtil videre.
”Vi har på ingen måde mistet troen på ham. Han skal nok komme tilbage, vurderer Brian Wilson.