Dubai-starterne har hævet hende 10 kilo
Jägersro-banens danske kvindelige træner Dina Danekilde får på torsdag den treårige hoppe Khatun hjem fra Dubai.
Khatun startede tre gange på Meydan-banen i Dubai og hentede to placeringer som nummer fire og nummer seks.
”Jeg er godt tilfreds med det samlede udbytte. Khatun havde kun haft to starter inden afrejsen, og kommer nu hjem, hævet fra 73 til 83, siger Dina Danekilde.
Pengemæssigt blev det til 71.500 SEK.
”Jeg modtog hende først i træning i slutningen af sæsonen i fjor. Ejeren sagde til mig inden Khatun blev sendt til Dubai, at kommer der et godt bud på hende dernede, så kunne han finde på at sælge, men nu ved jeg hun kommer hjem til os, og nu skal jeg begynde at lægge sæsonen op for hende i Skandinavien, beretter Dina Danekilde.
”Khatun skal primært starte i hoppeløbene. Hun bør kunne stå op til 2000 meter, fortsætter Dina Danekilde.
”Både hendes starter her i Sverige og på Meydan er foregået på dirten, så Khatun har græsdebut til gode. Jeg tror absolut hun kan vise det samme på græs, men det får vi jo at se, slutter Dina Danekilde.