Duca di Como overlegen i Pramms
Duca di Como med Elione Chaves havde ingen konkurrence i søndagens millionløb på Jägersro, Pramms Memorial, som den vandt overlegent med 8 længder.

Duca di Como (Clodovil), der trænes af Cathrine Erichsen i Norge, gik til start som storfavorit til sejren i Pramms Memorial på Jägersro, og den skuffede ikke.
Elione Chaves bragte den tidligt til front og fra start forsøgte den efteranmeldte 3-åring, Globemaster med Manuel Martinez at hænge på, men måtte give op.
Førstepræmien på 600.000 SEK blev hjemført i sikker stil, men Chaves kunne alligevel ikke dy sig for at bruge pisken på den suveræne vinder.
Det bemærkede voldgiften, og det kostede Chaves fire dages udelukkelse samt 50% af rytterprovisionen!
Bag den suveræne vinder blev der kæmpet om pladserne.
Red Hot Chili, der ofte har set bagskoene af Duca di Como, blev nummer to, mens sidste års Pramms-vinder, Plata O Plomo besatte tredjepladsen.
Bent Olsen-trænede Red Cactus med Oliver Wilson var ude på fort kort distance, og kom aldrig ind i løbet – den sluttede som nummer syv i feltet på 10.
I det hele taget var det ikke de danske træneres dag.
Bedste placering med en tredjeplads opnåede Bettina Andersen med Moneytalks med Oliver Wilson i Sunday Special over 1730 m – tredjepræmien var 11.000 SEK værd.
Løbet vandtes i øvrigt af danske 360 North Horse Racings Frompariswithlove (Elusive City) med Per-Anders Gråberg – den trænes af Nina Lindberg Lensvik.
Bent Olsen fik en fjerdeplads med Miintake med Carlos Lopez i et Guldhandicap – blot en mulespids fra tredjepladsen – det gav 6.972 SEK i præmie.
Elione Chaves blev dagens mand med i alt tre sejre – Per-Anders Gråberg tog en double.
Jacob Johansen kom endnu en gang på vinderpladsen, da han vandt 2. løb legende let på Yoker(Manduro) trænet af Lennart Reuterskiöld Jr, og vi noterer også at Dina Danekilde fik staldsejr ved Layton (Masters Stroke) redet af Elione Chaves.