Eagle Eye er Vinterfavoritten
Årets sidste store løb for 2-åringer, Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg vandtes sikkert af svensktrænede Eagle Eye.

Med en moder, Annaboda, der bl.a. vandt såvel Mowerina-løb som Norsk Oaks og tjente 842.000 kroner så har 2-årige Eagle Eye (Gleneagles) noget at leve op til.
Og foreløbig ser det ret lovende ud!
Efter tre starter med sejr i debuten på Jägersro og derefter en andenplads i Dansk Kriterium satte Eagle Eye trumf på i Vinterfavoritternes Ærespræmie lørdag eftermiddag på Klampenborg, hvor den sejrede sikkert for Jacob Johansen foran Slava Ukraini med Carlos Lopez.
Kriteriumvinderen King Ferdinand med Nicolaj Stott endte nede på en femteplads i den bløde bane.
Dagens førstepræmie på 125.000 kroner betyder, at Eagle Eye, der trænes af Lennart Reuterskiöld Jr, ejes af Airborne Racing og er opdrættet af Joca Stable, nu har tjent 230.127 kroner, og den fik umiddelbart efter løbet et handicap 80.