En hyldest til Ukraine
Slava Ukraini – ”Ære til Ukraini” har været et meget brugt slagord gennem de senere måneder, men det er også navnet på en lovende 2-åring, der lørdag eftermiddag vandt Auktionsløbet på Klampenborg.

På Åringsauktionen 2021 hed den brune hingst efter Moohaajim – Rayna, som den fynske opdrætter Lars Chr. Nielsen fremstillede som Lot 50 Quetzal – opkaldt efter fugleart i Centralamerika.
Det var dog så som så med interessen for Quetzal og Lars Chr. Nielsen købte den tilbage for 45.000 kroner.
Siden er Quetzal blevet solgt til en kreds af galopinteresserede, der har omdøbt hesten til Slava Ukraini.
Slava Ukraini er i træning hos Niels Petersen på Klampenborg fik sin debut den 27. august, hvor den sluttede på en tredjeplads, slået med 2.5 længde.
En lovende debut, og derfor var Slava Ukraini med Carlos Lopez da også spillet ned til næstfavorit til odds 4,39 i Skandinaviens højst doterede 2-årsløb, Dansk Galops Auktionsløb med en samlet præmiesum på 600.000 kroner.
Trods en dårlig start formåede Slava Ukraini at kæmpe sig frem og den fangede Sandie Kjærs Alakay med Andreas Tapia Dalbark, der ellers havde overtaget i opløbet.
Tredjepladsen tog Bettina Andersens Lucien med Sandro de Paiva sig af.
For Stutteri Hjortebos avlshingst, Moohaajim var sejren en god reklame – Slava Ukraini tilhører nemlig hans første afkom.
Rayna, der er moder til Slava Ukraini, har haft et hoppeafkom tidligere – Sun Lane (Appel au Maitre), der har startet 7 gange uden at vinde og har handicap 56.
I fjor gik Rayna en helsøster til Slava Ukraini – den var på Åringsauktionen fredag, men blev købt tilbage for 28.000 kroner!

Fra rammeprogrammet noterer vi første trænersejr i Klampenborg for den unge Aarhus-træner Mikkel Johansen med anpartshesten Sandie’s Dream med Jacob Johansen i sadlen, og at Melissa Vesterholm vandt Hds. Majestæt Dronning Margrethes Ærespræmie med Palazzi, der trænes af Flemming Poulsen.