Er det ikke et selvmål Øvrevoll?
Placeringen af Norsk Derby i programmet på søndag virker ikke smart.
Den norske derbydag på søndag byder på et flot program efter skandinaviske forhold med 11 løb og pæne startfelter.
Nuvel er standarden i Norsk Derby fjernt fra storhedstiden.
Det er bare at se på derbyhestenes generalhandicap.
Men spændende bliver det, og spænding også i rammeprogrammet, men der er ridser i lakken.
Endda et af de helt store efter undertegnedes opfattelse.
Hovedretten Norsk Derby rides som 11 og sidste løb!
Ja, kære læsere de læser rigtigt.
Publikum skal vente næsten fem timer på at få hovedretten serveret.
Svenskerne leverede samme groteske fejl på deres derbydag et par år for nogle år siden.
Og hvad skete der?
Langt størsteparten af publikum forlod banen straks efter derbyhestene var løbet over målstregen.
Derbyvinderen og dens ejere, jockey, trænere, opdrættere, trækker m.fl. det år fik ingen fejring af betydning i forhold til, hvordan en derbyvinder sædvanligvis hyldes på pladsen.
Og så er det også det sportslige hensyn.
Græsbanen er næppe af samme standard som niveauet er på græsset indledningsvis på dagen når Norsk Derby igangsættes til sidste løb.
Og tænk hvis nedbøren vælter ned under derbydagen og forvandler underlaget til en pløjemark.
Nu lover metrologerne heldigvis godt vejr på søndag, men de har taget fejl før.
Og hvem vinder så Norsk Derby?
Jeg tror den svenske derbyvinder Stroxx Carlras også bliver norsk derbyvinder, og i givet fald bliver træneren Rikke Rohbach Bonde den kun tredje kvinde, som bliver årets træner i Danmark.
Hun får ingen reel modkandidat, hvis hun vinder både Svenskt og Norsk Derby i sin kun anden hele sæson som professionel træner.
Luringen på søndag er ligeledes danskejede Alligate.
En af seks heste i derbyet, som trænes af Niels Petersen. Gentofte drengen, som forvandlede konkurrenterne til statister på den danske derbydag med syv sejre i syv løb.
Alligate var kraftigt forbedret i Norsk Derby Trial Stakes i dens første makkerskab med Mark Larsen, som naturligvis har fået genvalg.
Jockeyen med sejre i 14 forskellige lande og med derbysejre i fire nationer.
De to Øvrevoll-trænere Wido Neuroth og Niels Petersen har 34 derbysejre tilsammen som trænere, 20-14 i favør Wido Neuroth.
Men hverken Neuroth eller Petersen er i nærheden af det bedste enkeltstående resultat signeret en Øvrevoll-træner.
Terje Dahl med fjerdepladsen i Prix de L’Arc de Triomphe med Noble Dancer.
Se baneprogrammet til den norske derbydag – klik her