Eventyrlig derbytriumf
Adam Kirby blev vraget som jockey til en af derbyfavoritterne John Leeper midt på ugen, men fik i stedet tilbudt ridtet på outsideren Adayar. Og så vandt han suverænt med Adayar.
Det gamle ordsprog om, at der er aldrig noget, der er så skidt at det ikke er godt for noget, passer fint på den situation den engelske jockey, Adam Kirby kom i frem til The Epsom Derby Stakes.
Han var engageret til at ride Ed Dunlop-trænede John Leeper (Frankel), der var blandt favoritgruppen, men da Frankie Dettori blev ledig til derbyet, da Aidan O’Brien – som han skulle have redet for – valgte kun at starte en enkelt heste, ville ejeren af John Leeper, at Dettori skulle ride den.
Så stod Adam Kirby uden et ridt i derbyet.
Nu var det ikke første gang han skulle se Derby Stakes fra siden, for kun en gang havde han starte i The Derby.
Men Godolphin-trænede Charlie Appleby manglede en jockey til Adayar (Frankel) – en hest, der havde startet to gange i år, hvor den begge gange var nummer to.
Ifølge Racing Post skulle den forbedre sig markant for at have chance i lørdagens derby.
På forhånd stod Adayar til 33 gange pengene, var en overgang oppe i 40 gange på dagen, men kort før start kom der mange penge ind på den, og hos bookmakerne blev den spillet ned til 16-1 /17,00) mens den i totalisatoren stod til 18.40.
Og Adayar sejlede fra feltet med 300 meter tilbage og vandt en sikker sejr, 4,5 længder foran Richard Hannon-trænede Mojo Star (See the Stars) med David Egan (den stod til 50-1 og er maiden), mens næstfavoritten, Adayars staldkammerat, Hurricane Lane (Frankel) med William Buick besatte tredjepladsen.
John Leeper med Frankie Dettori sluttede på en 9. plads i feltet på 11.
Den store favorit, Bolshoi Ballet, trænet af Aidan O’Brien og redet af Ryan Moore, havde tidligt udspillet sin rolle og sluttede på en syvendeplads.
For Adam Kirby var det hans første derbysejr, der kom i andet forsøg, ligesom det også var træner Charlie Applebys anden sejr i The Derby Stakes.