Forrygende opløbsduel i Mowerinaløb
Der var kamp til stregen i lørdagens hovedløb, Mowerinaløb, hvor Titannia med Andreas Tapia Dalpark klarede at afvise Eternity Tree med Per-Anders Gråberg.

Det er noget af en følhoppe Dean P. Olsen har i Transsylvania (Le Havre).
Nu er hoppens to første afkom begge klassiske vindere!
Efter Tassmania (Sir Percy) i 2020 vandt Mowerinaløb ( og senere Dansk 1000 Guineas) kunne lillesøster Titannia (Appel au Maitre) denne lørdag eftermiddag også vinde Mowerinaløb.
Om det er sket tidligere at en hoppe har haft to afkomsvindere i Mowerinaløb – måske?
Men i hvert fald ikke i de løb, der har været afviklet siden1990.
Det er ret imponerende!
Desuden var det første gang championhingsten Appel au Maitre fik en Mowerinaløb-vinder.

Titannia trænes af Lars Kelp, og havde det stået til ham, så var hoppen slet ikke kommet til start i dag!
Nej, jeg synes ikke hun er helt klar – vel kun omkring 50%, så jeg sagde til ejeren, at jeg syntes vi skulle vente med at starte hende, sagde Lars Kelp efter sejren.
-Jeg er overbevist om, at det her bliver en rigtig god hest, og jeg mener også, at hun vil være bedre over længere distancer og kan være et emne til såvel Derby som til Oaks, siger Lars Kelp.
