Fyens Galopklub gør status
Fyens Galopklub har netop udsendt et nyhedsbrev, hvor man gør status over sæsonen på Fyens Væddeløbsbane 2020.
Et godt år – der kan blive bedre!
2020 går på hæld, og det er tid at se tilbage på sæsonen og ikke mindst på den kommende.
Vi afviklede fire løbsdage i 2020 med i alt 24 løb, og det gjorde vi – Coronakrisen til trods – på en god og fornuftig måde.
Igen havde vi det gennemsnitlige største antal starterklærede heste i Provinsen med tæt ved ni pr. løb, hvilket medførte et flot resultat når vi ser på spillet.
Startanmeldte pr. løb, der som sagt nærmer sig ni, er blevet skabt på en bred baggrund – herunder, at vi – via sponsorater – har givet transporttilskud til heste fra landets øvrige baner; men også at vi har forsøgt at få startende Ejere og Trænere til at føle sig velkomne på Fyn. Herunder bl.a. at vi har sørget for bespisning mm. af de tilrejsende gæster i en situation, hvor man ikke – som aktiv – kunne komme på publikumsarealet. Bekosteligt for Galopklubben; men en god investering i fremtiden.
Med Provinsens bedste gennemsnitlige banespil, største publikum, antal starterklærede heste mm. er det helt naturligt at vi forventer at Dansk Hestevæddeløb – med deres nye dynamiske tilgang – vil satse yderligere på Galopsporten i Odense.
Sæson 2021 bør give os her på Fyn minimum det samme antal løbsdage som i år; men også gerne med et forøget antal løb; men selvfølgelig også meget gerne med en ekstra løbsdag.
De foreløbigt planlagte løbsdage for 2021 er som følger:
Tirsdag 8. juni
Tirsdag 3. august
Lørdag 11. september
Søndag 24. oktober
Ingen praktiske problemer med de første tre løbsdage; men søndag d. 24. oktober giver en udfordring mht. jockeys og lærlinge, da Jägersro løber samme dag, og vi vil jo meget nødigt undvære topjockeys som Oliver Wilson, Jacob Johansen, Elione Chavez, Marcos Robaldo m.fl.
Det skal nævnes at antallet af løb pr. år er steget tilfredsstillende fra 16 løb i 2016 til 24 løb i år.
Det er endnu ikke mange; men i betragtning af, at vi råder over 35+ heste i træning på Fyn må vi konstatere, at – målt på alle parametre – er vi bagud mht. lokalt trænede heste.
Dét skal der gøres noget ved.
Vi kan også konstatere, at vi ila. året fik ny (brugt) startboks som med sikkerhed ikke vil gi’ os problemer i de mange kommende sæsoner, hvis vi passer godt på den. Endvidere igangsættes i disse dage dræningsarbejde midt i det store sving, så vi kan eliminere det store våde område, der generer løbsafviklingen – specielt i den våde periode.
Sponsoraterne, der er grundlaget for transporttilskuddet + 500,-’s ordningen samt de forhøjede præmiesummer i en del løb, har været voldsomt faldende i 2020. Hertil at årets traditionsrige Julebanko måtte aflyses har gjort, at Galopklubbens økonomi er mere presset end længe.
Vores opfordring til Jer alle er derfor, at hvis I har sponsoremner, så henvend jer til Klubben, så vi kan fortsætte den positive udvikling af den fynske galopsport.
God Jul og Godt Nytår
Fyns Galopklub