Hesteejer vandt derbysejr nummer 19!
Mange hesteejere drømmer om en derbysejr – andre henter dem på samlebånd (nærmest). I Tyskland er Gestüt Schlenderhan en institution i galopsporten, og søndag eftermiddag vandt stutteriet sin derbysejr nummer 19!
Søndag eftermiddag blev det 151. Deutsches Derby redet på Hamburger Horn i Hamburg, og for 19. gang var det en hest i Gestüt Schlenderhan blå og røde dragt, der kunne skære målstregen.
Det var den fransktrænede In Swoop redet af Ronan Thomas, der sejrede sikkert med ¾ længde foran outsideren Torquator Tasso og Grocer Jack.
Favoritten Wonderful Moon sad fra start langt nede i feltet, men kom i angreb i opløbet, men kunne ikke fuldføre og sluttede på en sjetteplads.
Samme løbsudvikling havde vinderen In Swoop, men den kunne til gengæld gå hele vejen ind i mål og hjemføre førstepræmien på 390.000 Euro.
In Swoop er en søn af Adlerflug, der vandt Derbyet i 2007 for Schlenderhan og i øvrigt redet af Fredrik Johansson.
In Swoop trænes i Frankrig af F. H. Graffard og kom til Hamburg med blot to starter i bagagen.
In Swoop vandt sin debut, men blev derefter nummer tre i et Gruppe II-løb i Lyon.