Hvem skal træne Titannia i 2023?
Den succesfulde hesteejer og opdrætter Dean P. Olsen lever fortsat i uvished over, hvem som skal træne hans firedobbelte storløbsvinder, Titannia.

Uvisheden opstod, da Lars Kelp blev opsagt af sin hjemmebane i Klampenborg – en bane, hvor han begyndte sin fremragende karriere i slutningen af 70’erne som jockeylærling under navnet Lars Jensen.
Kort efter skiftede lærlingen Jensen efternavnet ud med Kelp, og fik under det navn den bedste start i sporten nogensinde af en dansk jockeylærling.
Lars Kelp red bukserne af konkurrenterne gang på gang, og fik topstatus i staldene hos den norske toptræner Terje Dahl og hos det svenske ægtepar Mai & Hans Adielsson.
For sidstnævnte vandt han bl.a. Svenskt Derby med Humbug, en hest han også red i USA i gigantløbet Washington D C International.
”Lars er lige nu i Brasilien. Jeg har været i kontakt med ham, uden jeg er blevet klogere, siger Dean P. Olsen.
”Jeg håber til det sidste på en løsning, hvor Lars Kelp også skal træne Titannia for mig i 2023. Jeg finder ingen bedre træner i Skandinavien, oplyser Dean P. Olsen.
”Jeg kan godt vente nogle uger endnu, men så heller ikke meget længere. Hun skal senest i træning 1. februar.
Pengemæssigt er sejren i Breeders’ Trophy Classic den største præmie Titannia har vundet i år med 1.231.568 SEK.
Penge Dean P. Olsen endnu ikke har fået ind på kontoen selvom løbet blev redet den 11. september.
”Det er helt og holdent min egen skyld, griner Dean P. Olsen.
” Den svenske kronekurs var ikke særlig god på det tidspunkt efter min vurdering, så jeg lod pengene stå uden at veksle dem, og det har jeg i den grad fortrudt.
Kronekursen er kun blevet dårligere siden. Skulle jeg veksle dem om nu vil det koste mig i mellem 60.000 og 70.000 danske kroner i forhold til tidspunktet for sejren, konstaterer Dean P. Olsen.
–