Inge Mette Dejgaards fløjhest på skadeslisten
Klampenborg-træneren Inge Mette Dejgaard åbner sæsonen med staldens fløjhest på skadeslisten. Den brave Heart Of Stone er nemlig ikke i træning i Domino-stalden, som har været dens hjem siden den blev købt i Frankrig for nogle år siden.

”Han har desværre fået en slem skade i krydset, fortæller Inge Mette Dejgaard i telefonen lørdag morgen.
“Hesten befinder sig hos Flemming Poulsen, som har nogle store, dejlige folde, beretter Inge Mette Dejgaard.
”Vi håber naturligvis hesten kommer tilbage. Jeg har ingen tidshorisont. Vi kan kun vente og håbe det bedste.
Inge Mette Dejgaards bedre halvdel Gert Hansen var med i Frankrig, da hesten blev handlet. Det var faktisk den tidligere topjockey Gert Hansens første og hidtil enlige rejse til Frankrig.
Heart Of Stone havde indledningsvis nogle kvaler med at levere varen efter den kom til Danmark, men resultaterne begyndte at indfinde sig efter kastration.
Den er vinder af seks løb og 232.784 kroner, med aktuelt 83 i tal, efter den tidligere har været ude efter 87.
”Vi glæder os alle sammen til sæsonen begynder i Klampenborg næste lørdag. Jeg forventer at starte fire heste, oplyser Inge Mette Dejgaard.
Blandt staterne er Lord Of Dublin i åbningsløbet samt andelshesten Ina.