Ingen chance mod Hjortebo
Dyrlæge Berner Olsen er blandt tre fuldblodsopdrættere, som er nomineret i kategorien Årets Opdrætter til Hestesportens Galla lørdag i Aarhus, men tror ikke selv på muligheden for at vinde.
-Jeg er glad for at være nomineret – også selvom jeg ikke har sejrschance, siger Berner Olsen.

Foto privat
-Titlen går til Stutteri Hjortebo. De har haft et helt fantastisk 2019. Jeg mener, jeg allerede har ønsket dem tillykke!
-Jeg kan desværre ikke komme på lørdag, og det skyldes ikke, at jeg ikke vinder.
-Jeg har for længst lovet mig væk til andetsteds, før jeg kendte datoen for afholdelsen af gallaen, siger Berner Olsen videre.
-Det skal noget helt ekstraordinært til for at besejre Hjortebo til en galla. Det er lykkes mig en gang, og jeg håber da, at det vil ske igen, men det bliver ikke i denne ombæring, konstaterer Berner Olsen.
Det var i 2015, at Stutteri Hjortebo for en gangs skyld ikke kom på podiet som landets bedste opdrætter indenfor galopsporten, og Berner Olsen er ikke i tvivl om årsagen.
”Det år kom jeg til gallaen med det der ekstraordinære. Mit opdræt Manacor vandt derbyet med mere, og var direkte årsag til min sejr det år, mindes Berner Olsen.
Og det blev den helt store galla for Berner Olsen for nu fem år siden.
Manacor blev ikke bare Årets treåring, derbyvinderen blev også Årets Hest.