Læserbrev: Om Dansk Galop m.m.
Jan Olsen, Beder har mange kommentarer til den måde Dansk Galop har håndterer Marc Stott-sagen på, men Olsen har også meninger om meget andet. Det kan du læse om i nedenstående læserbrev.
Jan Olsen skriver:
Først mht. ”Marc Stott sagen” har Dansk Galop udsendt en redegørelse om sagsforløbet.
De får anmeldelsen den 12. juli fra Niels Lindhardt (ejer af Ginmann/Gemstone) med klar dokumentation for brud på Dansk Galops reglement, men vi skal helt hen til 24 august før sagen overgives til Skandinavisk Dopingkomite.
6 uger, med den forklaring man skulle afhøre en række personer, samt rådføre sig med hovedorganisationer i England, Tyskland, Norge og Sverige.
Ærlig talt, hvad kan/skal andre hovedorganisationer bidrage med?
Dansk Galop har klare regler for at dømme sådanne brud på deres regler i Dansk Væddeløbsreglement.
Det eneste logiske var, at Dansk Galops ledelse øjeblikkelig kørte til Aarhus og mødtes med træneren og de implicerede dyrlæger, hvor man kunne fremlægge de tilsendte dokumenter og udbede en forklaring.
Medmindre der kunne tydeliggøres fejl i faktura sammenholdt med behandlingsjournal, skulle Dansk Galop inddrage licens med øjeblikkelig virkning og stoppe flere startende heste fra den træner – det skete som bekendt ikke.
Da trænerens gerninger har været udført systematisk på Niels Lindhardts heste, så må Dansk Galop for at komme til bunds i alt dette, kræve kopi af samtlige behandlings journaler og faktura fra staldens øvrige ejere og dyrlæger udstedt af alle fra træneren startende heste i perioden 2017 til og med 2020.
Det er efter min mening helt utilstedeligt, at Dansk Galop ikke gør dette.
I andre sportsgrene har man – når nye beviser kom frem – gennemtrævlet flere år gamle sager for at finde/afklare eventuelle brud på deres regler, og var der beviser på uregelmæssigheder blev resultater ændret med tilbagevirkende kraft.
I Dansk Galop gør man intet, trods det kun vil kræve få arbejdsdage at sammenholde faktura/behandlingsjournal med dato for de startende heste.
Der bør ryddes 100% op, da vi ikke kan have vindere/placerede i bl.a. flere storløb til at figurere så længe tvivlen om de brød reglerne for at starte ikke er væk (jeg er sikker på andre galopforbund ville undersøge sådanne sager).
Det bringer mig hen til resultatet af Pokalløb 2018 i Klampenborg.
Dansk Galop har efterfølgende fået beviser på vinderen startede indenfor karenstiden for behandling, men da dopingtesten fra løbsdagen ikke viste noget, vælger Dansk Galop ikke at diskvalificere vinderen.
Det på trods af der i Dansk Væddeløbsreglement paragraf 24 er skrevet ”Uden protest skal en hest diskvalificeres, når der hos hesten er konstateret anvendelse af ulovlige midler”.
Ud over det, mener jeg, at vi må have lavet om på arbejdsgangen for doping og medicinerings kontrol.
Det må være et krav og en selvfølge, at dyrlæger, der behandler heste for galoptrænere i det daglige, ikke er de samme, der foretager kontrol på og udenfor løbsdage.
Jeg har gravet i et par sager fra 2020 og fået noget overraskende meldinger fra Dansk Galop, og jer mener alt inden for dopingkontrol bør gå uden om Dansk Galop for at eliminere enhver tvivl om inhabilitet/interessekonflikt.
Det bringer mig så hen til Whistleblower ordningen.
Som jeg har skrevet til Nick Elsass og Peter Knudsen er min tillid til dem om ikke helt væk, så tæt på.
Specielt efter jeg tilbage i marts – i forbindelse med eventuel ny udstedelse af licens til Marc Stott – kontaktede Peter Knudsen og fortalte ham om flere tilfælde af faktuelle graverende sager, som kunne bekræftes ved telefonopkald til bl.a. Østjyllands Politi, Jydsk Væddeløbsbane kontor, Arbejdstilsynet samt vores lokale medlem af Dansk Galop Asbjørn Sørensen.
Jeg bekræftede licensudvalget kunne ringe mig om de ønskede samme under deres sagsbehandling (da jeg ikke havde behov for anonymitet), men jeg hørte intet fra dem, men kunne blot læse et par dage senere, at der var givet licens.
Efterfølgende har jeg erfaret en del andre havde kontaktet Dansk Galop med andre/lignende informationer, men de blev jo så også overført.
Jeg har så fået en forklaring fra Nick Elsass at man ikke kan dømme ud fra rygter.
Der må jeg så igen pointere som jeg gjorde tilbage i marts, at det jeg gav af informationer præcis, ikke var rygter, men udelukkende faktuelle informationer.
At Dansk Galops ledelse tilsidesætter så mange informationer fra deres medlemmer/aktive i denne forbindelse er helt grotesk og uacceptabelt, og hvad vil en Whistleblower-ordning ændre på det?
Bestyrelsen i Dansk Galop er på samme måde som en bestyrelse for en sportsforening, forpligtet til at reagere og undersøge hvis en/flere giver dem informationer om overgreb/omsorgssvigt etc. – og ikke som i Dansk Galops tilfælde bare affeje alle henvendelser som rygter og sladder.
Jeg har i mange år været uenig i Dansk Galops politik, bl.a. lukkede årgangsløb/unghestesatsning etc., men accepteret, at det kunne jeg ikke lave om på trods flere forsøg.
Jeg har dog altid haft den tillid til ledelsen, at kom der sager som beskrevet ovenstående, ville de skride ind og efterforske dem øjeblikkeligt, og var der beviser for brud på reglementet så dømte man ud fra samme.
Den tillid og deres ansvar har, om ikke hele bestyrelsen, så i hvert fald medlemmerne af Licensudvalg og Forretningsudvalg i Dansk Galop svigtet, og de burde efter min mening trække sig fra deres bestyrelsesposter i Dansk Galop – det sker desværre nok ikke frivilligt, og i så fald må de øvrige i bestyrelsen være langt mere aktive og leve op til deres bestyrelsesansvar og holde ”topledelsen” i stramme tøjler!
Mvh
Jan Olsen, Beder