Lars Kelp bliver atter træner i Danmark
Klampenborg Galopbane får om kort tid en reel trænerforstærkning. Lars Kelp er flyttet til Danmark med syv heste med bokse på et sted i Skibby – samme sted som Sandie Kjær

”Jeg er lige flyttet ind ved hestene, fortæller Lars Kelp, som havde kanon succes med sine toåringer i fjor, som gav billet til nogle til det nu overståede meeting i Dubai.
Bedst klarede General De Vega med et handicaptal på 84, sig som tredje i sin enlige start på Meydan
Lars Kelp trænede heste vandt i fjor 1.488.664 SEK i 87 starter med 17 sejre – dvs. med sejr i mere end hver sjette start, hvor Lars Kelp havde svensk licens med base på Bro Park.
Nu er han tilbage på banen, hvor eventyret startede i 1978 som jockeylærling hos faderen Bendt Jensen.
”Kelpen” vandt så mange løb i starten af karrieren, at sportens hovedforbund Ædle Hesteavl (nu Dansk Galop) valgte at ændre løbsreglementet for lettelser for lærlinge, men selv det kunne ikke bremse stortalentet, som på rekordtid blev førstejockey for både Norges matador Terje Dahl og den svenske trænerkonge Hans Adielsson.
For sidstnævnte vandt Lars Kelp Svenskt Derby med Humbug, som han senere red i Washington D C International som den kun anden dansker med ridt i gigantløbet i USA, efter Bent Hansen mange år forinden i kompagni med Wonderboy..
Lars Kelp er desuden den eneste i Skandinavien, som har fuldført Grand National Steeplechase – det gjorde han i 1989 på The Thirsty Farmer.
”Nede ved Sandie Kjær får Lars de perfekte rammer til at træne heste. Jeg er sikker på han og Sandie får det til at fungere med hver sin forretning, og supplerer hinanden. Et meget spændende set up, mener hesteejeren Bernt Dahl.