Lea Olsen og Oliver Wilson – en sikker en mixdouble
Lea Olsen og Oliver Wilson dominerede galopdag i Aalborg.
Har man nogensinde set tilsvarende på en galopsportsdag i Aalborg?
Lea Olsen og Oliver Wilson. På samme hold i fire løb, og med fire sejre til følge.
Lea Olsen-staldens Aarhushest Ventuari fortsætter med at levere.
På en sublim finish fra køen under Oliver Wilson vandt den for tredje gang i år.
På landets nordligste væddeløbsbane i Aalborg speedede Ventuari frem til sejr foran In The Mood, som så ofte tabte fra start. Tredjeplads til frontrunneren Alli Cat.
Der blæser en herlig medvind nedover Ventuari-træneren Lea Olsen, som på rekordtid er blevet provinsgaloppens fløjtræner.
Og der var mere bingo for Lea Olsen og Oliver Wilson.
Lea Olsen-trænede North Bay Sunrise var spillernes foretrukne og det forstod man.
Efter et afventende løb satte North Bay Sunrise tingene på plads med en sublim finish foran Schumli, som var med i den hårde åbning. Dens bedste præstation i år. Tredjeplads til Laudate Domino.
”North Bay Sunrise skal bedækkes efter sæsonen. Man skal stoppe, mens legen er god, fortæller ejeren Flemming Salomonsen.
”I lørdags havde jeg en toåring som vandt i Klampenborg. 40.000 kroner i præmier i løbet af tre dage, ikke så tosset, griner Flemming Salomonsen.
Og det blev til hattrick til mixdoublen Lea Olsen/Oliver Wilson.
Med Lemon, som entrerede vinderpladsen for første gang i et par år. Nåede præcis forbi en tapper Børge, og med East Meets West som tredje.
Fjerde sejr i træk til Lea Olsen og Oliver Wilson kom med Aperola. Recepten var som ved de øvrige sejre. Afventende løb og så marchordre i opløbet til sejr foran en meget positiv A Dream Carlras og en ligeledes godkendt Honkkong Yob. Den og A Dream Carlras anlagde en hård pace undervejs, som gjorde at de råstærke Aristoteles og Borodino aldrig kom til fadet.
Tina Mortensen kan heller ikke klage over nuværende status.
Hendes Flambeau Rouge havde fået et godt tilbud i maidenløbet, men det så en anelse mørkt ud ved indgangen til opløbet, hvor favoritten sad lukket inde.
Men hullet kom på bestilling, og så kunne stadigt bedre ridende Maria Jørgensen med lethed føre hesten til karrierens første sejr. Nærmeste vidner Mancini respektive Masse.
Aalborg fik en trænersejr mere.
Jytte Løgtved trænede Sir Christian fik et dejligt løb i inderbanen, og indvendig ved rails skød den frem til sejr for lærlingen Natasja Archer foran Tears For Two og Voguela.