Lovende Dubai-debut for Grey Flash
Bent Olsen-trænede Grey Flash slap flot fra sin debut på Meydan-banen i Dubai torsdag eftermiddag, hvor den efter en langsom indledning placerede sig som nummer fem i feltet på 15. Danske Kevin Stott vandt løbet på Laser Show.
Der var ikke de store forventninger til skimlede Grey Flash med Carlos Lopez i dens debut på dirt på Meydan-banen, og hos de engelske bookmakere stod den til 50-1!
Startpladsen næstyderst gjorde heller ikke opgaven lettere på papiret, og selv om Grey Flash sprang godt af, så kom den hurtigt til at sidde som en af de sidste heste i feltet.
På langsiden forbedrede Grey Flash sig markant, og kom godt med opløbssvinget rundt, og den passerede mål som nummer fem, slået med lidt over 14 længder fra vinderen, Laser Show (New Approach) redet af Kevin Stott, der var særdeles suveræn.
Den vandt i hånden og var 4,5 længder foran nummer to, Dark of Night.
De var Kevin Stotts anden sejr i træk med en Godolphin-hest!
Tilbage til Lone Kaj-Nielsens Grey Flash, der fik 3.000 dollars i femtepræmie og var bedst af de seks skandinavisk-trænede heste, der var til start.
De største forventninger var der på forhånd til den ubesejrede Timo Nurmos med Fredrik Janetzky, men den sluttede på en syvendeplads – små fem længder efter Grey Flash!
Det blev til endnu en skandinavisk femteplads, idet Niels Petersen-trænede Ascot Brass med Per-Anders Gråberg opnåede den placering i UAE 1000 Guineas – slået med 15 længder fra vinderen, Dubai Love med Patrick Cosgrave, der sejrede sikkert foran Down on da Bayou og storfavoritten Final Song, der slet ikke havde samme bid i opløbet, som hun havde i 1000 Guineas Trial for 14 dage siden.
På en sjetteplads, en halv længde efter Ascot Brass kom Patrick Wahl-trænede Silent Night med Carlos Lopez, mens danskejede Havana Red var nummer syv – yderligere 18 længder efter!
Ascot Brass fik 7.500 dollars I præmie, mens der var 5.000 dollars til Silent Night.
Niels Petersen startede også Quarterback, der aldrig var fremme i feltet i 1. løb, og sluttede uplaceret.