Marc Stott-sagen: Ingen diskvalifikation i Danmark
Mens Svensk Galopp har valgt at diskvalificere Gemstone på baggrund af dokumenterede behandlinger op til starter, agter Dansk Galop ikke at foretage sig yderligere.
Svensk Galopp udsendte tidligere i dag en meddelelse om, at man diskvalificerede Gemstone, der var trænet af Marc Stott under henvisning til fakturaer og behandlingsjournaler, der viste at hesten var blevet behandlet på tidspunkter, der var i strid med væddeløbsreglementet.
Dansk Galop har herefter udsendt nedenstående pressemeddelelse:
32 heste fra træner Marc Stott checket af Svensk Galopp efter deres løb i Sverige
Svensk Galopp har idag meddelt, at man har undersøgt behandlingsjournaler og fakturaer for 32 af træner Marc Stotts hestes starter i Sverige.
I henhold til Svensk Galopps reglement omhandlende overtrædelse af karenstidsbestemmelser, har man diskvalificeret Gemstone og Ginman for deres resultater i løb i Sverige.
Det skal bemærkes, at ingen af de 32 heste er – efter udtagne dopingprøver – testet positive.
I henhold til det danske reglement har træner Marc Stott som ansvarlig fået en alvorlig straf for brud på karenstidsbestemmelser.