Marc vil Dubai til næste år
Træner Marc Stott, der har fire skud i bøssen til lørdagens Hestesportens Galla, har store planer for den kommende sæson.
-Jeg bliver skuffet, hvis jeg ikke kommer på podiet, fortæller han tirsdag middag i telefonen fra stalden i Aarhus.
-King David må være en topchance blandt de ældre heste med sin Gruppe sejr i Tyskland, og tillige sejren i Listed Race i Klampenborg.
-Jeg ændrer konceptet med ham i år i forhold til tidligere. Han skal prøves på dirt på Jägersro allerede i april, for at se om han fungerer på underlaget så han kan deltage i Pramms til foråret, fortæller hestens træner.
-I sensommeren skal han igen en tur udenfor Skandinavien, og så stopper hans sæson tidligere i år. Min plan er han skal til Dubai næste vinter – vel at mærke, hvis han er god nok til det. Vi skal ikke derud bare for at være til pynt, fastslår Marc Stott.
-Det indgår også i mine planer at tage derud med Queen Rouge næste vinter, fortsætter Marc Stott.
-Men også for hendes del er det op til bevis forinden.
-Hun åbner sæsonen med to løb i Klampenborg. Først i Sceptre Stakes, som nu er fremrykket, og dernæst i Dansk Breeders Cup, siger Marc Stott.
-Queen Rouge bliver meldt i Scandinavian Open, men om hun løber der er usikkert på nuværende tidspunkt.
-Jeg har nemlig planer om at prøve hende i et europæisk Gruppeløb for hopper, for at se om hun er god nok til Dubai.
-Det er i mine øjne ikke nok at vinde Scandinavian Open for at være god nok til Dubai. Der skal mere til efter min mening.
-Det er et af mine mål som træner, men kun hvis jeg har noget som er konkurrencedygtigt, siger Marc Stott.
”På mandskabssiden er jeg på plads med holdet. Jeg har fire kvindelige ryttere med licens heraf to lærlinge, og så kommer den tidligere topjockey Carsten Rasmussen og rider for os ind i mellem.
-Jeg har hørt så meget om hans vinderridt med Bette Nøk i Skandinavisk Grand Prix. Hvem kan skaffe mig en optagelse af løbet, afslutter Marc Stott spørgende!