Never Pass Me overraskede
Bettina Andersen-trænede Never Pass Me med Oliver Wilson var mindst spillet hest i søndagens 1. løb på Jägersro Galopp, men vandt sikkert.
Sæsondebut, et kilos overvægt og på handicap 10 kilo dårligere inde end løbets favorit, Fast Forward betød, at tilliden til danske Never Pass Me var så begrænset i 1. løb, at den var løbets mindst spillede hest.
Undervejs var der da heller ikke noget der tydede på, at Never Pass Me skulle få med udfaldet at gøre.
Storfavoritten Fast Forward havde overtaget føringen ind i opløbet, men bagfra angreb Never Pass Me stærkt for Oliver Wilson og gik let forbi til sikker sejr med en længde foran Fast Forward. Førstepræmie 41.500 SEK til ejerne Bropharma.
Vinderodds var 12.51 og i V64-spillet gav Never Pass Me kun afkrydset på 3% og det betød en udgangsværdi på 620 kroner.
Mens Never Pass Me var i outsiderens rolle, så var dagens anden danske starthest, Søren Jensen-trænede Lexington Avenue med Oliver Wilson spillet til favorit i 4. løb.
Lexington Avenues rolle i løbet var allerede udspillet i opløbssvinget, og den sluttede sidst over mål.
Selv om eftermiddagens største favorit, Neville Chamberlain med Jacob Johansen indfriede forventningerne i 3. løb – spillet til 68% – så blev V64-spillet svært – især for svenske og danske spillere.
Der var 4 rækker, der havde 6 rigtige – de tre var spillet på samme kupon i Tyskland, mens den fjerde var spillet i Norge!
6 rigtige gav 175.614 kroner.