Niels Petersen i dopingsag
Efter Niels Petersen-trænede Ugotthelook vandt på Øvrevoll den 7. maj i år har en dopingprøve vist sig positiv med det beroligende middel – Plegasil! – Niels Petersen har politianmeldt sagen.

Såvel A som B-prøve af den rutinemæssige dopingprøve, der blev taget fra Ugotthelook den 7. maj er blevet undersøgt og har begge vist sig at indeholde Plegasil.
Plegasil er et receptbelagt middel, der bruges til at berolige heste og er således ikke præstationsfremmende.
Det er oplyst, at den koncentration, der er fundet i prøverne af Plegasil indikerer, at midlet er indgivet hesten kort tid før løbet.
-Hvordan Ugotthelook har fået Plegasil kort tid før løbet er uforståeligt, og jeg har i dag anmeldt sagen til Asker og Børum Politikammer, siger Niels Petersen.
-I stalden har vi al medicin låst inde i et medicinskab, og kun min assistent og jeg har adgang til dette skab.
-Denne sag er dyb tragisk for hesten og specielt for hestens ejer og mig selv, siger Niels Petersen.
Ugotthelook er en 3-årig franskfødt hingst efter Uncle Mo, der ejes af Stall Bright Side of Life. Den har startet og vundet to gange og fået et handicap på 82!