Nu hæver Wilson overliggeren
Fireårige Great Basin fik en sæsondebut med mersmag, da den i går gjorde comeback ved løbene i Klampenborg og vandt maidenløbet legende let.

”Det var dejligt Great Basin kom så fint tilbage ovenpå skaden i fjor, fortæller Brian Wilson.
Great Basin skulle have startet på Bro Park sidste år efter andenpladsen i Larch Ærespræmie på derbydagen, hvor den var nummer to til Kasai, men den start måtte opgives på grund af en skade,
”Hestens ejer var meget forstående. Jeg har fået tiden til at få ham tilbage, og nu prøver vi næste gang i Dansk Breeders Cup, siger Brian Wilson.
”Det er naturligvis en helt anden modstand end i går, men de løber ikke fra ham, og med løbet i går vil han være yderligere forbedret til Breeders, fortæller Brian Wilson.
Dansk Breeders Cup rides Grundlovsdag den 5. juni.
Brian Wilson-stalden fik en vinderbuket mere i går på trænerens hjemmebane, da Sena vandt for tredje gang siden hesten blev købt til stalden som maiden i England i 2019.
Det var samtidig første sejr i karrieren til staldens nye lærling Natasja Archer, i hendes ridt nummer 14.
”Hun red helt perfekt. Jeg er glad på hendes vegne, beretter Brian Wilson.
”Sæsonen sidste år var min næstbedste i karrieren, og vi har lagt stærkt ud igen i år. Kun Bent Olsen er foran os, fortæller Brian Wilson, som akkurat nu har tre tomme bokse i stalden.