Ny samarbejdsaftale med Sverige underskrevet
I fredags blev de sidste underskrifter sat på aftalen mellem Dansk Hestevæddeløb og Svensk Travsport.
Med lidt forsinkelse på grund af situationen på Charlottenlund Travbane, hvor banens bestyrelse ikke var beslutningsdygtig, er en revideret aftale mellem Dansk Hestevæddeløb og Svensk Travsport nu blevet underskrevet.
I den anledning udtaler John Kirketerp, formand for Dansk Hestevæddeløb følgende:
-Det er en skelsættende dag for hestevæddeløbssporten i Danmark, der nu bliver betragtet som et samlet fællesskab, siger bestyrelsesformand i Dansk Hestevæddeløb, John Kirketerp.
-En kæmpe tak til hele sporten – baner, Dansk Galop og Dansk Travsports Centralforbund, medarbejdere, bestyrelser og i særdeleshed forhandlerteamet, der de sidste to år har arbejdet benhårdt med at få en ny aftale konkretiseret. Vi står nu med en langsigtet aftale med en stærk samarbejdspartner, der bidrager til udviklingen af sporten.
-Det er også vigtigt at understrege, at det er en kommerciel aftale, der samtidig sætter krav til os. Men med denne aftale har vi mulighederne.
Med aftalen forpligter man sig gensidigt til at opfylde en række betingelser blandt andet omkring sikkerhed på banerne (SiBa), løbskalender og rapportering med videre.
Derudover tildeles lyd- og billedrettighederne til 25syv.
Det er hensigten, at Dansk Hestevæddeløb bliver associeret medlem af Svensk Travsport.
Dette skal dog først besluttes på en ordinær generalforsamling i Svensk Travsport i foråret 2022.01.31
Dansk Hestevæddeløb bliver ansvarlig for at styre, koordinere og lede driften og forretningen i Danmark i overensstemmelse med de strategier, beslutninger og regler, der er fastsat i aftalen.
Aftalen vækker glæde hos Svensk Travsport, hvor man ifølge direktør for Svensk Travsport, Maria Croon, ser mange muligheder i samarbejdet landene på tværs.
-Jeg er overbevist om, at vi gennem et tættere samarbejde, synergier og erfaringsudveksling kan få trav- og galopsporten til at vokse og være bæredygtig og attraktiv for både udøvere og publikum siger hun, og glæder sig over, at vi nu kan påbegynde det konkrete arbejde for visionen, Stærkere sammen.
Fast Track overgår til 25syv
Et led i aftalen er en overdragelse af DH Hosting, som dækker over Tv-produktion, streaming og billedrettigheder – med andre ord hele Fast Track-universet.
Spilselskabet 25syv overtager Tv-kanalen med ambitioner om at finpudse seeroplevelsen og gøre sporten aktuel for en større målgruppe, samtidig med at sporten videregiver en omkostningstung opgave.
Om den nye reviderede aftale er dårligere eller bedre kan vi måske få belyst, når der på torsdag holdes pressemøde om aftalen.
Har du spørgsmål til aftalen kan det fremsendes på denne mail – info@danskhv.dk – og måske bliver dit spørgsmål besvaret på pressemødet, der vil blive streamet på Dansk Hestevæddeløbs Facebook-side fra klokken 16.00.