Orkanen Torkdahl blæste til sejr i Produce Stakes
Debutanten Orkanen Torkdahl med Carlos Lopez var godt med fremme fra start i Produce Stakes og kunne afvise favoritten Eternity Tree med Per-Anders Gråberg til sejr.
Der var en grund til at træner Bent Olsen valgte at starte Orkanen Torkdahl i traditionsrige Produce Stakes med en førstepræmie på 100.000 kroner fremfor at lade den 2-årige Appel au Maitre-søn gå ud i dagens maidenløb.
Orkanen Torkdahl var nemlig klar til sejr, og var med fremme fra start, hvor den dystede med Dark Spirit med Mathilde Lund Johansen om føringen.
Ind i opløbet gik Orkanen Torkdahl noget ud i banen, og blev nu angrebet af favoritten Eternity Tree med Per-Anders Gråberg.
Men Orkanen Torkdahl kunne afvise og vandt sikkert efter kamp med 0,75 længde foran Eternity Free og Tina Dancer – de to runner-up heste trænes begge af Nina Lindberg Lensvik.
Orkanen Torkdahl ejes af Stald Torkdahl, der også havde Aida Torkdahl anmeldt til start – Aida havde imidlertid ikke til sinds at ville i startboks og blev bortvist.
Generelt gik dagens 2-åringer i øvrigt meget fint ind i startboksene, men på den anden side burde det også være en selvfølge!
Orkanen Torkdahl er opdrættet af Stutteri Stork og har den franske hoppe Darasa (Barathea) som moder.
Han kostede 60.000 kroner på åringsauktionen i fjor.
Darasa, som Guy Petit købte til Stutteri Stork på Arqana-auktion i 2016 for 7.000 Euro – da var hun i fol ved Silver Frost – har været en ret produktiv hoppe – Orkanen Torkdahl er hendes 10. føl.
Hendes hidtil bedste afkom har været Darjani (Domedriver), der vandt 5 sejre og tjente 179.050 Euro og Marcetti, 5 sejre og 165.895 Euro.
Første danske afkom efter Darasa blev Silver Dash (Silver Frost) fra 2017, der har vundet 3 sejre og tjent 117.612 kroner – efter Orkanen Torkdahl har Darasa i år fået hoppeføl efter Al Shemali.
Maidenløbet for 2-åringer, der indledte løbsdagen vandtes sikkert af Søren Jensen-trænede Sandmandarine med Carlos Lopez foran Bettina Andersen-trænede Giant Fortune med Oliver Wilson.
Duoen har begge Giant Sandman som fader, og denne fine sprinter, der er opstaldet på Stutteri Hjortebo, har i år sin første store årgang på banerne.
Giant Fortune blev solgt på åringsauktionen i fjor for 160.000 kroner, mens Sandmarine var slettet.
Som Sandmandarine og Giant Fortune var også løbets nummer tre, Zascha (Appel au Maitre) opdrættet af Stutteri Hjortebo.