Overraskelser i Dansk Oaks
Brunello redet af Marcos Robaldo lod sig ikke hente i opløbet af storfavoritten Go On Carlras og sejrede sikkert i Dansk Oaks.
Appel au Maitre-hoppen Brunello, der ejes af fynske Miga Horses og trænes af Niels Petersen har smag for storløbssejre.
Som 2-åring vandt Brunello Vinterfavoritternes Ærespræmie og søndag eftermiddag blev Dansk Oaks hjemført i sikker stil med to længder til gode på storfavoritten Go On Carlras.
I de fire første starter i år er det ikke meget Brunello havde vist, men Niels Petersen havde hende klar til dagen, og selv om Brunello stod 6 kilo under Go On Carlras, så blev det en meget sikker sejr.
Brunello har med søndagens førstepræmie på 150.000 kroner nu indløbet i alt 332.217 kroner.
For Miga Horses var det den anden Oaks-sejr – tidligere har stalden vundet Svenskt Oaks med Alwaysonmymind – også en Appel Au Maitre-hoppe fra Hjortebo Stutteri.
Søndagens andet storløb på Klampenborg, Dansk Kriterium vandtes af svensktrænede Eternity Tree med Per-Anders Gråberg i sadlen.
Det blev et hoppe-opgør med tre hopper på de første pladser.
Opløbskampen var tæt mellem Nina Lindberg Lensvik-trænede Eternity Tree og Big Red Panda med Josefin Landgren/træner Bettina Andersen, men Eternity Tree var stærkest og sejrede med ¾ længde foran Big Red Panda og Lady Monroe med Oliver Wilson /træner Søren Jensen på tredjepladsen.
Eternity Tree (Juniper Tree) ejes af 360 North Horse Racing og er opdrættet af York Stutteri og Chris Cordrey.
Det var hendes anden sejr i fire starter og med førstepræmien på 150.000 kroner har Eternity Tree nu tjent 247.500 kroner.