Provinsens største dag
Selv om det officielle navn er Jydsk Derby så hænger løbets oprindelige navn, Jyllandsløbet fortsat ved og for mange er det Jyllandsløbet, der i eftermiddag er hovedbegivenheden i provinsens største løbsdag.
Jydsk Derby/Jyllandsløbet rides som 6. løb i programmet, der starter allerede klokken 12.20 og omfatter i alt 8 løb.
Når løbsdagen starter så tidligt er det fordi Jydsk Væddeløbsbane i dag er værter for det svenske V64-spil, hvor der i øvrigt er en overført jackpot, så der ventes en førstepræmiepulje på over en halv million kroner, Desuden er der Lunch Double.
Hovedløbet, der rides som 6. løb klokken 14.20, er doteret med 460.000 kroner og distancen er den for Jydsk Væddeløbsbane – og løbet – traditionelle 2150 meter.
Det vil sige, at hestene starter på modsatte langside og skal forbi publikum og ud på en sidste omgang for at komme til opløbet.
12 heste er til start i Jydsk Derby/Jyllandsløbet og på tal er hoppe, Titannia med Andreas Tapia Dalbark og trænet af Lars Kelp vinderen med et handicap på 81.
Titannia er allerede storløbsvinder i år, idet hun har vundet det klassiske Mowerinaløb og så var hun senest nummer tre i Dansk 2000 Guineas.
Næsthøjst handicappet er Bettina Andersens Giant Fortune med Jacob Johansen med 76.
Jydsk Væddeløbsbane har indhentet trænerkommentarer og dem finder du på dette link – klik her
Baneprogrammet kan downloades på dette link – klik her