Red Cactus tæt på sejr i Dubai
Bent Olsen-trænede Red Cactus med Carlos Lopez leverede en saftig afslutning og var ikke langt fra at vinde en overraskende sejr i Strata Trophy på Meydan-banen i Dubai torsdag aften.
Lone Kaj-Nielsen Red Cactus havde ikke startet i et halvt år, da den torsdag aften var til start i Strata Trophy – et handicap over 1800 m og på græs på Meydan-banen i Dubai.
Men trods manglende løb i kroppen og selv om Red Cactus ikke har startet på græs siden 2-årsæsonen, så leverede den røde hingst under Carlos Lopez en glimrende indsats, der var meget tæt på at have givet sejr.
Fra spor 8 kom Red Cactus til at sidde sidst i feltet fra start, men rundt i opløbssvinget forbedrede den sig indvendigt, og der var fart på Red Cactus, der avancerede indvendigt for feltet.
Men på et tidspunkt var der ikke længere fri bane, og Lopez måtte trække Red Cactus på tværs af banen.
Foran syntes Godolphins Art du Val med William Buick at have sikret sig sejren, men Red Cactus kom meget tæt på, og ved målpassage var den blot et hoved efter Art du Val. – Ja vel et par galopspring efter – så var Red Cactus forbi!
Der var 27.000 dollars i anden præmie – det er 184.000 DKK til Red Cactus.
Feltets to andre skandinaviske heste, Privilegiado og Red Hot Chili var hhv. 9. og 10. i feltet på 11 heste.