Stald KTAS sprænger alle rammer
Da den driftige anpartsstald, Stald KTAS annoncerede en tur til Newmarket til oktober var den hurtigt overtegnet, men nu er der lykkedes at skaffe 20 pladser yderligere.
Interessen for at komme ud og suge nye indtryk til sig i galoppens verden er stor.
Se bare den interesse, der har været for den tur Stald KTAS har lavet til Newmarket.
Man havde 35 pladser og de blev revet væk, da turen blev offentliggjort og en venteliste blev oprettet.
Da vi skrev om turen den 12. februar var der 18 galopinteresserede på venteliste – dette tal steg siden, men til gengæld er det lykkes forretningsfører Bent Rejkjær at skaffe 20 pladser yderligere – så nu er der kun en håndfuld på venteliste.
-Men vi kan ikke være flere nu – den bus vi har til rådighed kan tage 57 personer, og udover de 55 der rejser fra Danmark, har vi to medlemmer, der støder til i Newmarket, siger Bent Rejkjær.
Stald KTAS har netop udsendt et program for turen og fra dette har vi plukket følgende uddrag:
Programmet er fastlagt, og vi har forsøgt at komme rundt om hele paletten i Newmarket.
Vi skal bl.a. til auktion på verdens førende auktionshus Tattersalls, hvor der i oktober afholdes Selected Sales – i 2019 blev den dyreste åring solgt for 3.600.000 Guineas (ca. 36 mio. kr.) efter hingsten Dubawi til Stald Godolphin.
Vi skal til morgentræning på Warren Hill, med besøg hos træner….dog ikke dem alle.
I Newmarket er der ca. 70 trænere i og omkring byen, som har verdens bedste træningsfaciliteter.
Vi har fået mulighed for at besøge Sheikh Mohammeds hovedkvarter – “Dalham Hall Stud“ der i sæsonen 2020 har opstaldet 13 hingste, deriblandt stjernen over dem alle Dubawi, der står til en bedækningsafgift på 250.000 pund (ca. 2,5mill. kr.).
Derbyvinderne Masar og Golden Horn, Cracksman efter legenden Frankel (som vi besøgte i 2015) og mange flere top Stallions…et overflødighedshorn af de bedste fuldblodshingste i verden.
Mange af disse Stallions har repræsenteret Sheik Mohammeds / Godolphins kongeblå farver.
Vi besøger også ”The National Stud” der har gennemgået en stor udvikling under den nye leder ”Tim Lane”.
Stutteriet har fået flere nye spændende hingste bl.a. Rajasinghe, som vi i 2018 så som aktiv væddeløber hos træner Richard Spencer, Rebel Racing.
Besøg på Palace House Grounds – Racehorse museum med turguide, som ligger tæt på vores hoteller. Væddeløb. etc etc.