Staldrundgang på galopbanen
Efter to års ophold genoptog Klampenborg Hesteejerforening i formiddags sin årlige rundgang i træningsstaldene.
I mange år har Hesteejerforeningen gennemført sine rundgange til Klampenborgs galopstalde forud for sæsonen men de seneste to år har Coronaen sat en stopper for det populære tiltag.
Lørdag morgen var det tid til comeback.
Klampenborg Galopbane slår sine porte op påskelørdag, den 16. april, og forberedelserne af hestene går på højtryk. Staldrundgangen gav et godt indryk af, hvordan formen ser ud i de fleste stalde.
Totalt besøgte gruppen, som var på ca. 40 personer, syv stalde.
Man begyndte ved 8.30-tiden hos træner Brian Wilson ved Fortunen, hos hvem der også blev serveret morgenmad.
Som sædvanlig var Brian velforberedt på besøget, og han havde kreeret en lille pamflet med information og fotos af staldens 19 heste.
Hestene præsenteredes i aldersorden med de tre 2-årige først.
Stalden indeholder desuden syv 3-åringer og ni ældre heste, som alle vistes frem i blændende forfatning. Det gjaldt i øvrigt næsten samtlige heste, som vi så i løbet af formiddagen.
Efter besøget hos Brian Wilson gik det videre til træner Søren Jensen på Enghavelyst.
Jensen har 17 heste på træningslisten, og også hos denne træner fik man et dokument med navne og afstamninger på staldens pensionærer.
Man bemærkede, at ikke færre end syv af hestene var efter Appel Au Maitre.
Ti af de 17 heste var 2-åringer. Derbyårgangen omfatter fem heste, medens blot to var ældre. ”Alderspræsident” er den dygtige, nu 6-årige hoppe Prinsesse Kia.

Klampenborgs nyeste træningsstald er Niels Petersens, som ligger direkte i tilslutning til banens publikumsområde.
Petersen var ikke selv til stede, så det var hans engelsktalende fodermester, som præsenterede hestene. Der fandtes ingen skriftlig information om hestene, hvilket besværliggjorte det at følge med i præsentationen.
Der var i øvrigt ingen af de resterende trænere, som tilbød de fremmødte nogen skriftlig information.
Bettina Andersen valgte at vise staldens 2- og 3-årige heste frem og Inge Mette Dejgaard havde valgt fire af staldens heste ud, blandt andet den nu 10-årige Lord of Dublin.
Lars Kelp har fem heste i træning, og han viste alle frem, blandt andet en franskfødt 3-åring, og turen sluttede hos banens største træner Bent Olsen, som viste en del af staldens okkupanter frem.
Det var en absolut hyggelig formiddag med behageligt samvær og masser af solskin, som opvejede den ret lave lufttemperatur.