Stor dag for Mme Fernande på Bro Park
Det blev en god dag for en af dansk galopsports store støtter, Karin Salling (Mme Fernande) på Bro Park søndag eftermiddag, hvor både Queen Rouge og Tante Tove sejrede.
Søndag eftermiddag havde Mme Fernande ikke færre end fem af staldens heste til start på Bro Park.
De hentede tilsammen præmier på et beløb på 267.096 SEK.

Den største præmie vandt Skandinaviens bedste hoppe, Queen Rouge med Oliver Wilson, da den uden problemer vandt Stockholm Fillies and Mares med 6 længder, hvor førstepræmien var på 166.000 SEK.
Efter at have siddet tilbage i feltet undervejs bragte Oliver Wilson den 4-årige hoppe frem i angreb med 350 meter tilbage, og uden at være oppe i højeste gear trak Queen Rouge fra til sejr.
Det var femte start og femte sejr til Queen Rouge i år.

Foto Elina Björklund
Anderledes måtte Tante Tove, der trænes af Søren Jensen, kæmpe for at få sejren i hus i Ellicat-sprinten med en førstepræmie på 49.800 SEK.
Tante Tove med Oliver Wilson klarede sig først i mål med hoved foran Lushes Lashes med Ulrika Holmqvist.
Af de øvrige Mme Fernande-startere, der som Queen Rouge trænes af Marc Stott, blev 2-årige White Heart med Oliver Wilson nummer fire i Vinterfavoritternes Ærespræmie – det gav 39.840 SEK i præmie – her sejrede Niels Petersen-trænede Global Gathering med Martin Rodriguez.
Sir Churchill med Oliver Wilson var til start i et Guldhandicap og sluttede på en tredjeplads, præmie 10.956 SEK.
Endelig var King Ricard også med på turen til Bro Park, men den sluttede uplaceret.