Stor dansk dag på Øvrevoll
Fire sejre til Niels Petersen og Oaks-sejr til Tina Mortensen!
Der stod Danmark på tværs af onsdagens løb på Øvrevoll, hvor Niels Petersen hentede fire sejre til stalden – heraf to til Elkær Stutteri og hvor Aalborg-træneren Tina Mortensen vandt karrierens hidtil største sejr, da hendes Flambeau Rouge med Oliver Wilson hjemførte sejren i Norsk Oaks med en førstepræmie på 150.000 NOK i en tæt opløbskamp med Knut O. Arnesens Monjazaat med Manuel Martinez.
Niels Petersen startede sin sejrshøst allerede i 1. løb med den danskfødte 2-åring, Ghost Tower (Go Go Gadget) og fulgte op i Norsk Jóckeyclubs Sprint med Elkærs Could Be King – førstepræmie 100.000 NOK.
Et hattrick kom i hus, da Niels Petersen også kunne møde op i vindercirklen efter 3. løb, Breeders Prize Classic med 473.841 NOK i førstepræmie, for at modtage derbyvinderen Iron Butterfly – og igen med Carlos Lopez i sadlen.
Iron Butterfly sejrede foran de to danskejede heste, Hollywood Boulevard, som Niels Petersen også træner, samt på tredjepladsen Søren Jensen-trænede Good Fortune med Oliver Wilson – den placering var i øvrigt 113.722 NOK værd.
Endnu en Niels Petersen-hest i feltet var nummer fem – nemlig Habla.
Niels Petersens fjerde dagssejr kom i hus med Elkær Stutteris Kick On i Arnfinn Lunds Minneslop og igen en Petersen-vinder med Carlos Lopez i sadlen. Her var førstepræmien på 150.000 NOK