Stroxx Carlras vandt igen!
Den dobbelte derbyvinder Stroxx Carlras med Nickolaj Stott vandt en sikker sejr i Mischa Khans Minneløp på Bro Park med en førstepræmie på 125.000 SEK.
At det var næsten to måneder siden Stroxx Carlras har startet kunne man ikke se på den dobbelte derbyvinder, da den hjemførte en sikker sejr på Bro Park under Nickolaj Stott.
Nikolaj Stott sørgede undervejs at have frit løb med sin hest, og opløbssvinget rundt forbedrede parret sig frem udvendigt på løbets favorit og den førende, Noble Justice med Carlos Lopez.
Noble Justices rolle var udspillet 400 meter fra mål, og i stedet var det outsideren Hey Brother med Jacob Johansen der kom i angreb, og et øjeblik så ud til at skulle gå forbi Stroxx Carlras.
Men så fik Nickolaj Stott fart på Stroxx Carlras, der trak fra til sikker sejr med halvanden længde for Hey Brother, mens der var yderligere 8 længder ned til Noble Justice på tredjepladsen.
Stroxx Carlras, der trænes af Rikke Rohbach Bonde kronede med sejren en flot sæson med to derbysejre, en indtjening på over 1.5 millioner kroner vundet i 7 starter, der er resulteret i fire sejre og 2 andenpladser.