Svensk storløbssejr i Pau
Søndag eftermiddag vandt svenskejede Ajas det traditionsrige Grand Prix de Pau (Gruppe III) på banen i Pau i Sydfrankrig.
Ajas, der ejes og er opdrættet af Ulf Sjøberg, er i træning hos David Cottin og blev redet til en fire længders sejr af Kevin Nabet.
Det var 134. gang Grand Prix de Pau blev redet – løbet er et steeplechase over 5300 meter og har en samlet præmiesum på 100.000 Euro med 45.000 Euro til vinderen.
For Ajas var det start nummer 19 i karrieren, og det er blevet til 8 sejre og i alt 279.610 Euro.
7-årige Ajas var en overgang i træning hos Tobias Hellgren i Sverige, hvor den i 2019 bl.a. vandt Terje Dahls Champion Hurdle på Øvrevoll med Alain de Chitray i sadlen.
Ajas er efter No Risk at All og Seraglio (Singspiel) – Seraglio har en søster Nando’s Dream (Hernando), der har et afkom, der er i dansk eje, nemlig den 10-årige hoppe, Nandura, der startede en enkelt gang sidste efterår, men ellers har haft sin karriere i Norge.
Nandura ejes af BRKM Racing og trænes af Jan Bødker Sørensen.