Tølbølls stærke forår
Corona-situationen er grunden til at Jørgen Tølbøll og datteren Le har oplevet et fantastisk forår på væddeløbsbanerne
Det fynske trænerpar Le og Jørgen Tølbøll er årets foreløbige store overraskelse i dansk galopsport.
Deres stald, Stald Brændeholm vandt slet ikke løb i fjor, men i år er situationen vendt på hovedet.
Det er blevet til foreløbig fem sæsonsejre, eller flere end alle øvrige trænere på Fyn har vundet tilsammen.
”Coronaen er hovedårsagen, fortæller Le Tølbøll.
”Jeg har haft væsentlig mere tid til at træne hestene end jeg plejer. Jeg har ikke haft så travlt på mit job under Coronaen, fortæller Le Tølbøll.
Man skal helt tilbage til sidste århundrede for at finde en bedre sæsonstart for familien Tølbøll. Den gang hestene startede med for længst afdøde Gurli Madsen som træner – mormor til Le og svigermoder til Jørgen
”Ja det er sjovt, men min mor, Ina har også sin andel. Hun har hele tiden stået fast på, at vi ikke skulle stoppe med Margiduddi, beretter Le Tølbøll.
Margiduddi kom ind i 2020 som sejrsløs, men tal om forvandling i år. Den har vundet tre gange, og er akkurat nu den mest sejrende hest i år i dansk træning.
”Det har virkelig løsnet. Margiduddi elsker det lange opløb i Klampenborg, de korte opløb i provinsen duer ikke, siger Le Tølbøll.
”Borodino gik intet i går. Han har ellers vundet løb i år, men skal helst have en let bane. Geepower har også vundet i år, men det var for langt for ham i går, Han er sejrsaktuel når han kommer på sprint, advarer Le Tølbøll.
Men alt er ikke lutter idyl hos Far og datter trods den opsigtsvækkende sæsonstart.
”Vi har ikke fundet koden til Appcor. Den var også langt væk i går. Jeg ved den er til mere, men vi skal først knække koden. Jeg bliver ved i hele sæsonen, og så må vi se, forklarer Le Tølbøll.
”Vi havde alle vores fire heste med til Klampenborg i går, og der kommer ikke nogen nummer fem. Vi holder os til de fire heste, som er i stalden nu, oplyser Le Tølbøll.