Tophoppe til Fyn
Den fynske galopsport har fået reel forstærkning til den kommende sæson.
Ny på Fyn er Good Look (Appel au Maitre), der hidtil har været trænet af Lennart Reuterskiöld Jr på Jägersro.
Den femårige hoppe ankom til Fyn sent i aftes, fortæller hoppens nye træner Sarah Langholm Hornstrup.
”Vi har lejet hende for denne sæson. Som jeg udtalte til jer i går har jeg ikke længere De Fem Stjerner og Casinobutler Dk i træning, så vi stod og manglede en hest, og så er det jo bare herligt at det lykkedes at få en aftale i stand med ejerne af Good Look, fortæller hoppens nye træner.
Good Look er ankommet til Fyn som næsten kvart millionær med præmier for 248.852 kroner. Med tredjeplads i Fawzia Stakes i fjor, og ligeledes tredjeplads i Dansk Oaks i året forinden.
Med syv heste i træning har Sarah Langholm Hornstrup den største træningsstald i den fynske galopsport.
”Vi har kanon træningsforhold herhjemme, og kan desuden supplere med lån af træningsforholdene hos Jørn Borch på Stutteri Line. Vi kan ikke få det bedre, siger Sarah Langholm Hornstrup.