Topsprinter bliver ridehest
Den tredobbelte storløbsvinder Sarookh er blevet ridehest i Sverige.
”Sarookh fungerede ikke i fjor. Jeg satte den på salgslisten, men fik ikke noget bud af væsentlig karakter, og så solgte jeg den til en familie i Stockholm, hvor jeg ved den vil få det godt, oplyser hestens ejer, Bernt Dahl.
Sarookh fik sit gennembrud med sejren i Rosengårdlöpning på Jägersro for derbyårgangen med 150.000 SEK i præmie, og samme sejrspræmie scorede den året efter som vinder i Challenge Stakes på Bro Park.
Den klart største sejr i karrieren kom ligeledes på Bro Park med sejr i Listed Race løbet Bro Park Sprint til 400.000 SEK i 2020.
Sarookh ramte dog muren i fjor som sejrsløs i syv starter og vandt bare 19.050 SEK.
Amerikanskfødte Sarookh er stemplet ud som væddeløber med syv sejre og 1.137.535 SEK.
Dens maksimum var 90, men den sluttede på handicap 85.
Sarookh har nu forladt Jessica Long-stalden i Skåne, men Bernt Dahl har fortsat tre heste i træning hos Jägersro-træneren Jessica Long.
Svenskeren har fået den spændende irskfødte treåring Locke v. Muhaarar i træning. Den startede seks gange i fjor i England, hvor den vandt en enkelt sejr.
Hos Jessica Long har Bernt Dahl også den ustartede ligeledes treårige franskfødte Churchill-hoppe Save The Queen i træning, samt tophoppen Victoria Plaza, som åbner femårssæsonen efter handicap 89, og på tærsklen til den svenske millionklub med præmiesummen 903.554 SEK.