Tre svenske femtepladser i Dubai
Det blev ikke overraskende en spæd start på det skandinaviske eventyr i Dubai, da Meydan torsdag eftermiddag havde premiere på sit Carnival-meeting.
Den første præmie til en skandinavisk hest i 2020 på Meydan tog Patrick Wahl-trænede Silent Night sig af i UAE 1000 Guineas Trial.
Silent Night med Carlos Lopez var slået med 15.5 længde til en femteplads, der gav 3.000 dollars i præmie.
Løbets to andre skandinaviske deltagere, Havana Red og Sea the Shadow sluttede hhv. som nummer 11 og 13 i feltet på 15 heste.
Løbet fik en fin vinder i Godolphins Final Song (Dark Angel) med Christophe Soumillon, der fra en plads midt i feltet sluttede forrygende af
Længe så løbet ud til at skulle være et opgør mellem Down on da Bayou og Rio Angie, der kæmpede bravt, men pludselig dukkede Light Angel op og gik let forbi til sejr med 1 3-4 længde.
I det følgende løb var det Francisco Castro-trænede Es Raco med Elione Chaves, der blev nummer fem og fik 4.050 dollars på præmiekontoen – Es Raco var blot slået med små tre længder.
Her var Roy Arne Kvislas Ambiance nummer 10 og Susanne Berneklints Trickbag nummer 11.
Vinderen Almanaara (Sharmadal) med Dane O’Neill, der fik 81.000 dollars i præmie.
Almanaara, der er syv år gammel, kostede som åring 370.000 Guineas – hidtil har den ikke været det store kassestykke, men dagens førstepræmie hjalp lidt på indtjeningen, der nu er på 140.781 Pund.
Hovedløbet, Dubawi Stakes endte i en spændende opløbskamp, hvor Gladiator King (Curlin) med Mickael Barzalona kom til spids med 300 meter, og formåede at holde favoritten Ibn Malik med Jim Crowley bag sig.
Her var der 120.000 dollars i førstepræmie.
4-årige Gladiator King, der som åring ikke opnåede en reservepris på 65.000 dollars på Keeneland, havde indtil i dag haft hele sin karriere i USA, og den havde ikke startet siden juni måned.
Den trænes nu af Satish Seemar, der har noget nær patent på at have vinderen i dette løb.
Med dagens sejr har han trænet 6 ud af 10 vindere i Dubawi Stakes, der første gang blev afviklet i 2010.!
I Dubawi Stakes kom dagens tredje svenske femtepræmie ved Pia Brandt-trænede Tour to Paris med Maxime Guyon i sadlen.
Der var 6.000 dollars i femtepræmie.
Carnival-meetinget på Meydan fortsætter på lørdag.