Udskiftning i Dansk Hestevæddeløbs bestyrelse
Leif Skov er udtrådt af bestyrelsen i Dansk Hestevæddeløb og i stedet er Bertel Maigård indtrådt – desuden er John Kirketerp udpeget som ny formand.
Det virker til at være en bestyrelse med viden og baggrund, der nu er sammensat i hestevæddeløbssportens driftsselskab, Dansk Hestevæddeløb.
Nogle af dansk travsports største hesteejere – John Kirketerp, Stald Sotto, Preben Munch Kjærgård, Masiol ApS og Bertel Maigård, Costa Stable sidder nu med ved bordet og de om nogen må vide, hvor skoen trykker, når det kommer an på at eje travheste.
Desuden har trioen en meget stor erfaring fra erhvervslivet, hvad der også må betegnes som et meget stort plus.
Udover denne trio fra travsporten er væddeløbssporten repræsenteret ved Iben Hjorth Buskop, kommer fra galopsporten, og som er næstformand.
Iben Hjorth Buskop driver sammen med sin familie, Danmarks største fuldblodsstutteri, Hjortebo – og som en ekstra gevinst i bestyrelsesarbejdet er Iben Hjort Buskop jurist.
Udover de nævnte udgør bestyrelsen i Dansk Hestevæddeløb ApS:
Tidligere minister, nuværende Folketingsmedlem, Hans Chr. Schmidt (V),der har været en stor hjælp for hestevæddeløbssporten i mange år, og som har siddet som bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb næsten siden oprettelsen af selskabet.
Norske Harald Dørum, der nyligt tiltrådte stillingen som direktør for Svensk Galopp, er en stor kapacitet på spilområdet.
Dørum er mangeårig direktør for Norsk RiksToto og har også været præsident for den europæiske sammenslutning af totalisatorselskaber, EPMA.
Pekka Lähdekorpi er en svensk veterinær, og medlem af bestyrelsen på Jägersro Trav och Galopp A/S.
Begrebet – en bestyrelse med en forretningsmæssig baggrund – må siges at passe på den sammensætning som denne bestyrelse i Dansk Hestevæddeløb har fået.
Der er efterhånden 13 år siden Dansk Hestevæddeløb ApS blev dannet og det er otte år siden man lavede noget, der ligner den nuværende organisation – og hvor bl.a. sponsorarbejdet skulle intensiveres.
Lige netop på det område er der ikke sket meget, men det er så at håbe, at den ny-sammensatte bestyrelse kan få sat skub i det arbejde.
For inden for en meget nær fremtid bliver hestevæddeløbssporten dybt afhængig af sponsormidler.