Velin valgte tysk Derby
Flemming Velins Unconquerable starter i Deutsches Derby på Hamburger Horn den 3. juli.
Efter Unconquerables sikre sejr på Klampenborg den 10. juni udtrykte Flemming Velin tvivl om, hvad næste opgave skulle blive for hans dejlige 3-åring.
Nu er der truffet et valg, og Velin har også sikret sig en jockey.
-Det bliver Per-Anders Gråberg, der skal ride Unconquerable og det bliver i det tyske Derby, fortæller Flemming Velin.
-Det bliver en hård opgave og vi får konkurrenter, der har noget højere handicap end Unconquerable, siger Velin videre.
Unconquerable står efter 92. Til sammenligning står danske derbyfavorit Charming Knight efter 88.
Unconquerable har startet tre gange i Flemming Velins træning.
Den har vundet to gange – begge efter behag.
Ved første sejr var der 6,5 længde til nummer to, og ved sejr nummer to, var der 8,5 længde til nærmeste vidne.
Til gengæld kiksede hesten i Scandinavian Open efter en skidt dag på kontoret, hvor den sluttede som nummer otte, 16 længder bagved vindende Suspicious Mind.
Udover Unconquerable kan dansk galopsport få endnu en hest med i feltet.
Blandt de 28 heste, der står tilbage inden endelige startmelding den 29. juni, er Elkær Stutteri Tuwaiq, der trænes af Niels Petersen.
Det 153. Deutsches Derby har en samlet præmiesum på 650.000 Euro med 390.000 Euro til vinderen.
Det koster i alt 7.500 Euro at starte.
Som nævnt står 28 heste tilbage i løbet – kun 20 kan komme til start.