Galopbanen i Billund led en tidlig død
I nogle år var der galopløb på fem danske baner. Som vi har kendt det i mange år, Klampenborg, Aalborg, Aarhus og Odense.
Den femte var i nabolaget til Legoland.
I Billund.
Modellen i Billund var analog med Aalborg, Aarhus og Odense.
Med både trav- og galopsport, men i Billund lå galopbanen på modsatte side af travbanen i forhold til de øvrige baner i provinsen.
Ædle Hesteavls tanke med galopløb i Billund var egentlig meget forståelig.
Udbrede kendskabet til galopsporten, til så mange egne i Danmark, som overhovedet muligt.
En af de trænere, som tog chancen i Billund er fortsat træner i dag.
Johnny Reimer med licens i Odense.
– Det levede desværre ikke op til mine og flere andres forventninger, husker Johnny Reimer.
– Jeg var lige kommet hjem fra Californien, og blev spurgt om jeg kunne tænke mig at blive træner i Billund, husker Johnny Reimer.
– Det blev slet ikke det jeg troede. Efter mindre end et år i Billund skiftede jeg til Aarhus, mindes Johnny Reimer.
1977 blev den sidste sæson for galopløb i Billund.
Åbningsløbet i 1977 gav sejr til Steen Knudsen-trænede Blue Soul med Finn Boldsen.
Blandt de øvrige ryttere i løbet kan nævnes John Antonsen og Sussi Hald.
Årets andet løb i Billund gav sejr til Nordjylland. Fra Aalborg kom Stellan og sejrede med dens træner Lone Pedersen.
Steen Knudsen startede flittigt i Billund, og vandt årets tredje løb på banen med Trader Horn/John Antonsen i kamp med Stellan, som nu var i hænderne på Peter Sørensen, i stedet for Lone Pedersen.
Peter Sørensen red på det tidspunkt med to kilos lettelse i løbene.
Billund kæmpede videre. På fjerdedagen var der på ny besøg af Stellan, og den kom atter i Top3.
Som tredje i løb med sejr til Beaumont Belle/Henry Christensen.
Henry Christensen var både træner, rytter og ejer til Beaumont Belle.
Billund havde den dag årets første besøg af lærlingen Søren Jensen, men han fik ingen betydning for løbet i makkerskabet med Rocky.
Johnny Reimer havde toppet Svejk til banens fødselsdagsløb, og iført Poul Erik Nielsen i sadlen blev det sejr.
– Det løb husker jeg fortsat. Dog ikke at det var Poul Erik Nielsen som red Svejk, griner Johnny Reimer.
Belle Of Morland med Ivan Illingworth var spillernes foretrukne, men havde en offday og så ikke pengene.
Det blev Aarhus på både træner- og ryttersiden i årets næstsidste galopløb i Billund.
Mogens Ahl, som senere i karrieren trænede Highland til andenplads i Dansk Derby, vandt løbet med Welsh Daughter, redet til sejr af Kaj Axelsen.
Sæsonfinalen i Billund gav sejr til High Noblesse med hestens træner Inger Birklum, som senere flyttede til Belgien og gjorde flot karriere i erhvervslivet.
Det kom kort efter til at vise sig som punktummet for galopløb i Billund. Travsporten i Billund fortsatte i mange år efter. Til og med 2021.